Mobilabonnementer i Danmark
Tanken om mobilabonnementer er sandsynligvis ikke den, der fylder mest i din hverdag. Det er ikke længere unormalt eller cool at have en mobiltelefon – vi har dem alle sammen – og derfor er der endnu større konkurrence mellem udbyderne, når det kommer til mobilabonnementer; i dag er de både billige og bedre end for bare 10 år siden, og da de færreste af os giver meget mere end få hundrede kr. (eller mindre) for et mobilabonnement, stopper interessen ret hurtigt efter, at vi har fået et abonnement på plads.
Har jeg ret? De fleste voksne holder et vågent øje med deres forsikringer, deres banklån osv. for at være sikker på, at de ikke bliver taget ved næsen. Det gør vi ikke med vores mobilabonnement. Men hvor er det fjollet, at vi tror, at vi ikke kan finde noget bedre – for markedet bugner af vilde og voldsomme tilbud, og i sidste ende kan du spare mange penge, hvis du lægger lidt arbejde bag dit mobilabonnement.
Vi har derfor samlet de mest stillede spørgsmål angående mobilabonnement i Danmark. Vil du have et solidt forspring, inden du skifter mobilabonnement? Vi giver dig en hjælpende hånd, så du kommer først til målstregen.
Mobilabonnementer du kender, og dem du ikke kender
Danskere er tryghedssøgende. Har vi først fundet noget, vi er glade for, er det trygt og rart at beholde det – også selvom der er flere fordele ved at skifte det ud. I Danmark er det derfor ofte de ’gode, gamle’ mobilabonnementer, der får mest kærlighed – dem, teknologien er vokset op med siden 00’erne, og dem, som vi har set i fjernsynet over et årti. Her taler vi især om udbydere såsom Telmore, Telia, CBB Mobil, 3 og Oister. Men i dag er det ikke nødvendigvis de store giganter, der kan tilbyde dig det bedste mobilabonnement. Derfor kan det godt betale sig at grave lidt dybere i markedet, når du skal vælge dit nye mobilabonnement i Danmark.
Nogle af de navne, du måske ikke hørt før, er Greentel, Eesy og dukaTALE – alle nogle abonnementer der fortjener en gennemgang. For selvom deres jingle eller sjove tv-reklame ikke genspilles på din nethinde hvert sekund, bør du vide, hvem de er. Der er nemlig sandsynlighed for, at de kan give dig et mobilabonnement, der overgår alt du hidtil har set. Det kan også være, de ikke kan. Alt i alt afhænger det af dig og dit behov. Men pointen er: lad dig ikke narre af giganterne, der har råd til at genspille deres jingle på repeat i dit fjernsyn – det kan godt betale sig at tage en time-out, mens du undersøger dine andre muligheder.
De muligheder finder du her på siden – vi favoriserer i hvert fald ikke på baggrund af sjove slogans eller finurlige reklamer. Vi favoriserer ud fra, hvad de kan tilbyde dig!
Hvilket mobilabonnement er bedst i Danmark?
Det bedste mobilabonnement er svært at kåre, fordi det afhænger af dig. Mobilabonnementer i Danmark ligner mere og mere hinanden på tværs af udbyderne, men der er små forskelle, der gør, at du kan finde et abonnement, der går perfekt i spænd med dig – lige så tilfredsstillende som at lægge den sidste brik i et puslespil.
Så hvad skal du kigge efter?
Start med at finde ud af, hvad der egentlig er vigtigt for dig. Meget data? Fri tale? Eller streamingtjenester? Når du har fundet frem til, hvad der gør din hverdag lidt bedre, kan du hurtigere finde frem til de mobilabonnementer, der tilbyder det. For selvom Facebook snart er hverdag for de fleste, så kræver det data, hvis du vil være online konstant, og det er f.eks. mængden af data, der varierer en del fra abonnement til abonnement.
Det kan også være, du har større fokus på prisen? Heldigvis kan du i dag finde abonnementer i både den billige, meget billige, dyre og meget dyre ende.
Så hvad er vigtigt for dig? Dét er vejen til at finde ud af, hvilket mobilabonnement der er bedst.
Hvordan finder jeg det billigste mobilabonnement?
Der er mange mobilabonnementer at vælge mellem, og det kan være svært at finde hoved og hale i de priser, du bliver præsenteret for. Er det endda første gang, du kigger efter mobilabonnement, kan det virke uoverskueligt og nærmest umenneskeligt at skulle sammenligne de forskellige tilbud uden at have et startpunkt.
Derfor anbefaler vi, at du altid tager udgangspunkt i dit faktiske mobilforbrug. Har du gemt gamle mobilregninger? Godt tænkt – for ved at kigge på dem kan du få et reelt overblik over dit forbrug af taletid, data og evt. roaming over flere måneder. Prisen på mobilabonnement hænger nemlig altid sammen med dit forbrug. Hvis du vælger det billigste abonnement, du kan finde, men dit forbrug overstiger dette, så ender du alligevel med at skulle betale ekstra sjatter oveni.
Det billigste mobilabonnement for dig skal derfor stadig opfylde dit månedlige behov.
Generelt er det altid en god idé at sammenligne priserne på mobilabonnementer. Men din sammenligning er kun gyldig, hvis du også sammenligner det, du får med i prisen.
Hvad betyder prisen på et mobilabonnement?
Når du sammenligner priser på danske mobilabonnementer, annoncerer udbyderne ofte kun prisen på selve abonnementet. Det betyder, at potentielle priser på betalingsgebyr for betaling med kort, giro eller fremsendelse af fysisk mobilregning ikke er annonceret i den pris, du støder på. Prisen på betaling gennem betalingsservice kan variere, men uanset om det er 2 eller 10 kr., skal det regnes oveni den pris, du skal betale for mobilabonnementet.
Hvis mobilabonnementet f.eks. koster 100 kr. om måneden, og hvis der tages et gebyr på 8,75 kr. for at håndtere betalingen over betalingsservice, er prisen på mobilabonnementet samlet set 108,75 kr. om måneden.
Inden du overvejer, hvilket abonnement der skal stå øverst på din ønskeseddel, bør du derfor tjekke prisen for betaling af mobilregningen. Det er ikke sikkert, at det er nogle tårnhøje tal – men det ville være ærgerligt at glæden ved et abonnement skal overskygges af en høj pris bare for at kunne betale en i forvejen træls regning.
Det kan også være en god idé at sammenligne nogle priser fra de mere ukendte mobilselskaber. For selvom du kan synge med på Oisters jingle, er det ikke ensbetydende med, at det er dér, du finder det billigste og bedste mobilabonnement til dit forbrug.
Bør jeg købe ny mobil med eller uden mobilabonnement i Danmark?
I dine ører lyder det måske som et meget banalt spørgsmål, men det kan faktisk være en fordel at tænke i dette spor.
Nogle af de kendte navne som 3 Mobil, CBB Mobil, Telmore og Telia giver ofte rabat på mobiltelefoner, hvis du oven i hatten skriver under på et bestemt mobilabonnement hos dem. Det lyder måske som en fælde, men det er ikke et dårligt tilbud – HVIS deres tilbud selvfølgelig passer til dit faktiske mobilforbrug i forhold til data, taletid osv.
Hvis dit mobilforbrug og mobilabonnementet, der giver rabat på mobiltelefoner, ikke går hånd i hånd, kan du overveje at købe din kommende telefon uden mobilabonnement. Det kan sagtens betale sig i dagens Danmark, da der popper flere og flere mobilselskaber op, der specialiserer sig i at tilbyde billige mobilabonnementer.
Helt enkelt foreslår vi, at du kigger indad og tænker – hvor tit skifter du selv mobil? Hvis du ofte køber en ny telefon (hver 18 måneder eller oftere), kan der rent faktisk være mange penge at skrabe sammen ved at have mobilabonnement i et selskab, der giver rabat på mobiltelefoner.
Hvis du derimod sjældent gider spytte penge i en ny telefon, er det smartere at have dit mobilabonnement i et af de billigere mobilselskaber og derved købe dine fremtidige mobiltelefoner uden mobilabonnement.
Hvem har bedst mobildækning i Danmark?
Overordnet set skelner vi mellem tre netværk i Danmark: 3 Mobil (HI3G), TDC og Telia/Telenor. Når vi taler om netværk, er det disse tre, der står øverst på skamlen, hvor andre danske selskaber benytter sig af deres netværk. Det er altså ikke noget, du vælger, men i stedet skal det opfattes sådan, at de mindre selskaber suger energi fra de store – herunder f.eks. Telmore, der benytter sig af TDCs netværk, CBB Mobil, dukaTALE og Greentel benytter sig af Telia/Telenor, og Oister har hæftet sig fast på 3s netværk.
Dækningen hos disse mobilnetværk er de fleste steder ikke noget, vi kan sætte en finger på, men der er forskelle fra mobilnetværk til mobilnetværk. Oplever du ofte, at din e-mail ikke kan sendes, din Instagram ikke kan opdateres, eller at du ikke kan ringe folk op? Så har det 9 ud af 10 gange typisk noget at gøre med din geografiske placering. Vi ved godt, hvad du tænker – det er da ikke fair? Og nej, det kan der være noget om. Men sandheden er, at hvis du befinder dig langt væk fra en af de større byer, så er dit netværk potentielt dårligere, end hvis du sad i centrum af København.
Realiteten er, at der huller i mobildækningen, og hvis du enten befinder dig i et af disse huller i et kort øjeblik, eller du bor der, vil du opleve ringere dækning. Af samme årsag kan det være en god idé at tjekke, hvilket mobilnetværk der dækker dit område og vælge et abonnement ud fra dette – især hvis du tidligere har været offer for dårlig dækning.
Man kan sige, at hvis du finder et billigt mobilabonnement, men dækningen er ringere end ringe, så er prisen på abonnementet i sidste ende ligegyldigt. Gør dit forarbejde og tænk lidt længere end bare to dage frem – det vil du ikke fortryde.
Hvilket mobilabonnement er bedst til børn?
I dag har mange børn knap nok sagt deres første ord, før de får stukket en mobiltelefon i hånden. De vokser op med dem. De lærer hurtigere at leve med dem – og ikke at kunne leve uden dem. Derfor er det nødvendigt, at forældre og den allerede-etableret-mobilgeneration lærer fremtidens mobilbrugere at bruge en mobiltelefon korrekt. Jo mere tid vi bruger med mobiltelefonen, jo mere lærer vi også farerne (og glæderne) ved den.
Første skridt til at lære børn om mobiltelefonens gode og dårlige ting er af samme grund ikke at kaste dem ud i et abonnement med fri tale, fri data og alverdens streamingtjenester. Tværtimod. Mobilselskaber i dag ved dog godt, hvordan udviklingen er, og derfor eksisterer der specifikke mobilabonnementer til børn, som er værd at holde øje med, hvis du allerede nu har et barn, der tigger og ber’ om sin første mobiltelefon.
Et mobilabonnement til børn handler først og fremmest om, at du som forælder har mulighed for at kontrollere barnets forbrug. Du ved naturligvis bedst, hvad dine børn har brug for, men i en ung alder er det ofte vigtigst, at barnet har mulighed for at ringe hjem. Barnet behøver derfor ikke nødvendigvis et dyrt mobilabonnement med en masse lir inkluderet.
Vores anbefaling er, at dit barn starter med mindst muligt forbrug, og i takt med at barnet lærer, hvad det vil sige at begå sig i den telefoniske og online verden, kan du løbende ændre i abonnementet.
Fri SMS og MMS er i dag standarden i mobilpakkerne, og derfor skal du primært kigge efter taletid og evt. data, når du kigger på mobilabonnement. Et typisk børnemobilabonnement indeholder derfor: ca. 5 timers tale (eller mindre) og omkring 10 GB data.
I dag tilbyder en række mobilselskaber forældrekontrol i deres abonnementer. Forældrekontrol betyder, at forældrene opretter og betaler abonnementet, som samtidig får mulighed for at logge ind på mobilselskabets hjemmeside og fastsætte en række begrænsninger for barnets forbrug. Dette kan f.eks. indebære spærring af indholdstakseret SMS og andre grænser for mobilforbruget pr. måned.
Du har som forælder endda mulighed for at tjekke dit barns hverdagsforbrug ved at se tidspunkter for SMS, samt hvilke telefonnumre der ringes til. Det kan give dig et godt overblik over dit barns forbrug. Selvom det føles som overvågning, skal du som forælder huske på, at det er for barnets egen skyld, og en god start med gode oplevelser er altafgørende for, at barnet ved, hvordan man begår sig, når det er sociale platforme såsom Facebook, Instagram og Snapchat, der er i centrum. Det er også en bonus, at du kan holde øje med, om dit barn overholder sin sengetid, eller om der skydes SMS’er ud til langt over midnat på en skoleaften – det er da lidt smart, ik?
Mobilselskaber som Telmore, CBB Mobil, Oister, dukaTALE og Greentel har alle gjort det muligt for forældre at få kontrol over barnets forbrug. Du kan ikke løbe fra den teknologiske udvikling, men du kan forberede dit barn på det – og det vinder du med garanti mere på.
Hvilket mobilabonnement er bedst til familie?
I takt med at teknologien bliver uundgåelig i de fleste hjem, kan du med fordel også vælge at samle hele familiens mobiltelefoni. Hvorfor? Fordi det altid er mere besværligt at splitte en regning (tænk bare på restaurantbesøg…)
I dag tilbyder flere og flere mobilselskaber gode samlerabatter, hvis du lokker hele familien med over, så I får én samlet mobilregning. I sidste ende er det dog dig, der ler sidst og bedst, for det kan faktisk godt betale sig at samle mobiltelefonien ét sted. Der er dog ét men. For det kræver i sidste ende, at du samler din familie i et mobilselskab, der kan dække alles behov. Derfor er det en god idé, hvis hele familien tager stilling til, hvilke fordele der skal med (underholdningstjenester, streamingtjenester etc.).
Mobilselskaber såsom Telmore, dukaTALE, CBB Mobil og Oister er alle begyndt at ride med på bølgen og tilbyder derfor hele familien en masse guldskatte, hvis I samler mobilabonnementerne på samme regning hos dem. Ikke nok med at du som forælder får bedre kontrol og større overblik over børnenes forbrug, er priserne på abonnementerne også til at betale (uden at få et halvt hjertestop når regningen kommer). Det varierer fra mobilselskab til mobilselskab, hvad de tilbyder. Det kan være alt fra underholdning og streaming til billigere mobiltelefoner. Derfor er det ultravigtigt, at I som familie er enige om, hvad der står øverst på jeres liste over ting, I vil have med.
Saml din familie og bliv mobilabonnements-chef hjemme hos dig – og har du problemer med at sælge idéen til din teenager? Så må du hive trumfkortet op med underholdnings- og streamingtjenester (eller rabatter på en ny telefon).
Hvordan skifter jeg mobilabonnement?
Det lyder som en kamp. En lang og bøvlet kamp. Men faktisk er det tæt på at være det letteste i verden at skifte mobilabonnement i Danmark. Èn handling kan nemlig få dig fra dit nuværende til et nyt mobilabonnement.
Når du har besluttet dig for at skifte mobilabonnement, skal du blot tilmelde dig dit nye mobilabonnement og gennemføre bestillingen. Det er det hele. I Danmark er mobilselskaber forpligtet til at gennemføre din flytning af mobilnummer hurtigt og uden de helt store handlinger fra dig. Det betyder, at det nye mobilselskab, du skifter til, tager bolden og spiller den videre ved at indberette dit skift til dit gamle mobilselskab. Så du skal ikke være bange for at få en sælger i røret, der ikke vil give slip på dig – for alt det ordner dit nye mobilselskab.
Dit gamle mobilselskab skal også fritstille dit mobilnummer og lade dit nye selskab overtage det hurtigst muligt – og indtil den overførelse er helt på plads, kan du bruge dit gamle SIM-kort.
Det betyder, at du ikke mister din connection til omverden i skiftet mellem mobilabonnementer, men at du kan lave et flydende overlap mellem de to.
Mobilabonnement til erhverv
I lighed med mobilabonnement til privaten er mobilabonnementer til erhverv også uoverskueligt – og der er stadig mange at vælge mellem. Størrelsen på virksomheden har typisk meget at skulle have sagt i valget af mobilabonnement i Danmark, idet store og mellemstore virksomheder ofte har et mere komplekst behov end mindre eller endda enkeltmandsvirksomheder har. I tilfælde af en større virksomhed er det potentielt de større udbydere, du skal have i røret – Telenor, Telia og 3 Mobil f.eks. – især hvis dine behov omfatter både mobiltelefoni, firmatelefoner og bredbånd.
Men, men, men. Du bør stadig undersøge markedet en smule, inden du skriver under på en aftale med disse, da netop dine behov potentielt kan opfyldes hos andre.
Telmore, CBB Mobil, Oister og Greentel er umiddelbart populære i mindre virksomheder (færre end 20 ansatte), da du her kan administrere flere mobilabonnementer på samme konto, men samtidig tilpasse hvert enkelt abonnement til den enkelte medarbejders behov.
Det er også relativt let at finde prisen på erhvervstelefoni – du skal blot finde prisen på deres almindelige mobilabonnementer og fratrække momsen. Bom. Så har du både prisen og indholdet i abonnementet.
Hvorfor gøre det sværere, end det er, ik?